Årtusindskifteskoven
På denne rute kan du blandt andet opleve en ny skov – Årtusindskifteskoven – og et nyt naturområde, som - udover at være smukt - også kan tage imod store regnmængder, så vi undgår oversvømmelser. 14 ha ny skov Skoven blev plantet ved årtusindskiftet af Allerød Kommune med et rekreativt formål. Skoven på 14 hektar er anlagt med mange forskellige træ- og buskarter. Her vil snart kunne hentes masser af hyldebær, rønnebær, hasselnødder og hestekastanjer. De farvede pile i skoven er opmærkede løberuter. Lergrav Den store sø i Årtusindskifteskoven er den sidste rest af den gamle lergrav, hvor Hammersholt Teglværk gravede ler til mursten og tegl. Leret blev transporteret frem til værket via en syv km. lang industrijernbane via Børstingerød.
← Tilbage til kortet