Vandrekort

Hohøj Ruten (5 km rundtur)

Vandrerute · 5,0 km

Hohøj Ruten tager dig igennem idylliske Mariager samt det naturskønne Alstrup Krat med Danmarks største gravhøj fra bronzealderen, Hohøj. Hohøj Ruten er afmærket med røde trekanter. Startsted: Der er gratis parkering uden tidsbegrænsning ved Hohøj, Hohøj Skovvej 7, 9550 Mariager . Med offentlig transport er der forbindelse til Hohøj busstoppested på Havndalvej. Afmærkning: Hohøj Ruten er afmærket med røde trekanter både med og mod uret rundt. Du finder digitalt kort og gpx-fil til Hohøj Ruten længere nede. Oplevelser: Skovbunden i Alstrup Krat bugner af fortidsminder skønt tidens tand slører det liv, der har udspillet sig her gennem tusinder af år. Flere af fortidsminderne i området er samtidige. I århundrederne før år nul lå der en lille bygd nær Hohøj, hvorfra en drivvej førte gennem bygdens marker ned til engene ved Marenmølle Bæk, hvor kvæget kunne græsse. I dag kan vi stadig se sporene fra markerne og vejene samt stedet, hvor bygden engang lå. I Alstrup Krats stemningsfulde, krogede bøgeskov er der bevaret et stykke landskab næsten urørt siden oldtiden, hvor træerne vidner om ældgammel skovdrift. Størstedelen af Alstrup Krat er privatejet; her må du færdes på veje og stier fra kl. 6.00 til solnedgang. Hunde er velkomne i snor.
← Tilbage til kortet