Jeksen Bæk og Bjertrupskov - Gul rute
Sporene giver mulighed for en meget varieret og afvekslende rundtur igennem en del af Jeksendalen og landskabet vest for Hørning. Sporene er anlagt efter principperne i Spor i Landskabet. Turen går således blandt andet på trampestier og skovstier, der giver adgang til områder, som ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. En del af rundturen foregår også på grusveje og asfalteret vej, når man bevæger sig igennem landskabet mellem Hørning og Adslev. På en kort strækning går stien langs E45 motorvejen. I Jeksendalen følger sporet på en delstrækning "Aarhus-Silkeborg Vandreruten" og "Kolskovstien" - og ved Adslev er der på en strækning sammenfald med sporet "De tre Skove ved Adslev". I Hørning kan der vælges mellem to spor som begge er rundture, henholdsvis sporet langs "Jeksen Bæk" på ca. 7,3 km og sporet gennem "Bjertrupskov" på ca. 3,3 km. Begge ruter er markeret med gule pile og prikker samt skilte med navne. Det er muligt at parkere og starte rundturen flere forskellige steder - blandt andet ved P-pladsen ved Adslev Kirke eller ved P-pladsen på enten Gl. Ryvej eller på Jeksen Dalvej.
← Tilbage til kortet