Geospot i Det Sydfynske Øhav
Bjørnø er en kuperet ø med Højbjerg på 23 meter som højeste punkt. På Bjørnø er der gode muligheder for at bade og fiske. Man kan komme til Bjørnø fra Faaborg, hvor MS Lille Bjørn sejler flere gange dagligt. Sejltiden er cirka 17 minutter. Den korte overfartstid betyder, at beboerne på Bjørnø kan passe et arbejde på Fyn. Derfor har Bjørnø de seneste 20 år haft stabile befolkningstal. På øen kan man besøge en sommercafé og finde overnatningsmuligheder, eventuelt på øens lille primitive lejrplads. Der er ingen skov på Bjørnø, men lidt bevoksning nord for mosen midt på øen. Bakker og stengærder pryder landskabet, og i klinterne mod syd bor store kolonier af digesvaler. På Holmene, hvor man ikke bør færdes i perioden 1. marts til 15. juni, yngler blandt andet stormmåger. Bjørnø er nævnt første gang i 1200-tallet med staveformen Byørnø. Fra 1200-tallet til 1900-tallet var øen samlet på én besidders hånd - først kronen, siden Holstenshuus Gods. På øen har det historisk nærmest været en dyd at smugle. I 1700-tallet var Bjørnø konstant oppe at toppes med myndighederne. For at få skik på forholdene kom der i 1752 en toldbåd fra Faaborg, men bådens besætning blev smidt på porten af øens mænd. Da mændene senere var af øen, vendte tolderne tilbage og øvede grove ting mod kvinder og børn. En retssag medførte en bod på 50 rigsdaler til beboerne, men dommen betød samtidig, at øboerne skulle være fri for toldvæsenets tiltale om smugleri.
← Tilbage til kortet