Vandrekort

Hestetang

Seværdighed

Hestetang eller Hestetangshuse består i dag af 7 huse og betjentboligen, som afløste den gamle vandmølle. Hestetangshuse ligger neden for "Kalkgården", som spillede en central rolle som traktørsted i Naturparkens første år. Alle bebyggelserne var oprindeligt arbejderboliger til kalkværket med flere familier i hvert hus. De 3 af husene nr. 208, 210 og 212 har stadig rester af bygningerne tilbage fra ca. år 1800. Hyldeknøs (nr. 210) er det største af husene og ligger på toppen af åsen. Her boede i sin tid direktøren for Metropol biografen. Walt Disney har været på besøg og nydt sin aften-whisky her. I det lille gule hus ved nr. 155 boede i slutningen af 1920’erne landskabsmaleren Valdemar Mau (1892-1952) med sin familie. Han malede nogle fine billeder af de lokale huse på Hestetangsvej. På følgende billede kan ses hus nr. 202 og 208. Dengang var landskabet åbent helt ind til Farum.
← Tilbage til kortet