Blå Oplevelser - Lillebælt Nord
Et helt unikt farvand Lillebælt er et af Danmarks mest spændende havområder. Vandet snor sig i et smalt og dybt bælte mellem de dynamiske kyster, skabt af en gletsjer. Fjorde, vige, øer og holme præger farvandet, der er rigt på dyreliv. Under overfladen er lodrette vægge skåret ind i havbunden af strømmen, noget der minder om udlandets koralrev. Det mangfoldige liv under overfladen trives på grund af den kraftige strøm, der presser sig igennem bæltet og med sig har masser af næringsstoffer. Her mødes det ferske Østersø-vand og det salte Kattegat. Søanemoner, tangplanter og fiskearter vokser sig ekstra store og mætte og marsvinene nyder det fyldte spisekammer. Derfor er Lillebælt også hjemsted for en af verdens største bestande af marsvin. Når overfladen er rolig kan du være heldig at opleve et sandt ædegilde, når marsvin angriber fiskene fra neden og havfuglene fra oven. Lillebælt er et helt fantastisk gennemsejlingsfarvand med masser at se på. Store flokke af havfugle og ænder ynder at bruge området, både som fast levested og som et kærkomment stop på deres lange rejse. Kysterne byder på klinter, tæt skov og store vidder, så sørg for at have god tid til de blå oplevelser i Lillebælt. Find de Blå Oplevelser i Lillebælt Nord
← Tilbage til kortet