Vandrekort

Jernbanebroen

Seværdighed

Under den nuværende vejbro kan man stadig se de originale granitfundamenter fra den tidligere jernbanebro. Jernbanebroen blev bygget i 1899, da baneforbindelsen mellem Sæby og Frederikshavn blev etableret. Planlægningen af en jernbanelinje til Sæby var begyndt allerede i 1874, men det tog mere end tyve år at få den realiseret. Særligt placeringen af stationen var årsag til debat i Sæby. Nogle ønskede at stationen skulle placeres i byens centrum, og at banelinjen skulle føres over åen øst for kirkegården tæt ved Rådhuset og Retfærdigheden i Algade. Andre ønskede stationen placeret i byens vestlige udkant. Debatten om stationens placering blev tema for Gustav Wieds satyrspil, Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde (1897), der satirisk skildrer uoverensstemmelserne mellem Sæbys borgere. I 1962 blev jernbanestrækningen mellem Sæby og Frederikshavn nedlagt, og i 1968 kørte det sidste tog også på forbindelsen mellem Sæby og Nørresundby. Den gamle jernbro blev flyttet til Sæbygård Skov og genanvendte som ny Humblebro i 1974. Toldbodvej og P. Lundsvej blev anlagt på banetracéet gennem byen, og den ny betonbro blev opført på jernbanebroens fundament.
← Tilbage til kortet