Vandrekort

Pernillesøen og fugleskjulet

Udsigtspunkt

Pernille Sø genopstod sidst i 1990erne, da de gamle drænrør ikke længere kunne lede vandet ned i Fandens Mose, der ligger nord for søen. Der er dog god grund til at tro, at søen også har eksisteret tidligere, inden man i 1800-tallet begyndte at dræne for at kunne plante mere skov. Pernillesøen er opkaldt efter en låge! Den nærmeste låge ind til Hellebæk Kohave hedder nemlig Pernillelågen. Med Pernillesøen har fuglene fået et yndet opholdssted. I ynglesæsonen kan du se grågås, blishøne og både lille og gråstrubet lappedykker. I maj og juni kan du høre nattergalens karakteristiske sang. I 2012 blev der bygget et nyt fugleskjul ved søen, hvor du kan iagttage fuglene – også de store fugletræk, der forår og efterår flyver over kohaven. Tusindevis af rovfugle. Og hvis vinden er i sydøst er der også rigtig mange traner, der lægger vejen over Pernillesøen.
← Tilbage til kortet