Ravnehullet og Kalkudvinding
Terkelskov er en af de mest kuperede skove i området. Det ses ikke mindst ved Ravnehullet, der er et jordfaldshul skabt under istiden, hvor en isblok i morænen er smeltet væk. Der er mange andre mindre, men tydelige huller i landskabet, og de er menneskeskabte efter gravning af kalk. Kalken stammer oprindelig fra Sydsjælland, og under istiden blev den aflejret i Terkelskov – ofte i form af store kalkknolde. I 1759 begyndte man at udnytte kalken til fremstilling af kalksalpeter til kunstgødning og mørtel til byggeri – bl.a. er Christiansborg Slot, Charlottenborg og Vor Frue Kirke bygget med kalk fra Terkelskov. Kalkbruddet blev brugt i 110 år og først nedlagt i 1869 – udkonkurreret af Faxe Kalkbrud.
← Tilbage til kortet