Vandrekort

Lejre Stationsby

Seværdighed

Lejre Station er anlagt sammen med jernbanen mellem Roskilde og Kalundborg i 1874. Stationsbygningen blev opført på en stor gravhøj fra bronzealderen, som blev kaldt Tårnbjerg. For at kunne bygge banedæmningen, hentede man grus og sand fra Tårnbjerg og Hestebjerg i Gl. Lejre. Kvæg og korn Da Lejre Station åbnede i 1874 fandtes både en stationsbygning, et varelager, en kvægfold, ramper, mælkeperron og tjenesteboliger – og fra stationen blev der foretaget gods-, telegraf- og postekspeditioner. I løbet af banens allerførste driftsår, 1875, blev der solgt 12.284 billetter på Lejre Station og ekspederet 1.112 tons gods, levende dyr, hele vognladninger med foderstof m.v. Lejre Stationsby Lejre Station fik et meget stort opland. På en særlig ugedag samledes landmænd med deres kreaturer og fra stationen udleverede man store mængder foderstoffer til kreaturerne. Folk skulle også have mad - og derfor blev den lokale kro flyttet over til stationen. Efterhånden opstod Lejre Stationsby. Stationen i dag I dag finder du Lejre Bibliotek i den gamle stationsbygning, og stationen er et godt udgangspunkt for oplevelser i og omkring Lejre og den rige kulturhistorie, der findes i området, vi i dag kalder Nationalpark Skjoldungernes Land. I bibliotekets åbningstid kan du få vand.
← Tilbage til kortet