Vandrekort

Havørne

Seværdighed

Havørne yngler flere steder i Nationalpark Skjoldungernes Land, blandt andet på Bognæs, hvor de har brug for fred i yngletiden. Nationalparken dækker et område på 170 km2, hvoraf Roskilde Fjord udgør en tredjedel. Havørnen er Nordeuropas største rovfugl med et vingefang på op mod 2,5 meter. Den enorme størrelse og formen på vingerne har inspireret til øgenavnet ”den flyvende dør”, og størrelsen er nok også medvirkende til at man i gamle dage fortalte, at havørne har taget børn op til 4 års alderen – men det er kun skræmmehistorier. Selvom havørnen vejer op til 7 kilo, og gerne tager bytte på samme vægt som den selv, så er børn ikke blandt havørnens fødeemner. Det er derimod ådsler, fisk, mindre pattedyr og fugle, som kan findes i rigelige mængder på fjorden. I mange år har havørnene holdt til ved Roskilde Fjord. Det første havørnepar slog sig ned på Bognæs i 2006 – og siden har de fået mere end 22 unger. I 2016 kom et havørnepar til Østskoven. I dag er der flere ynglende havørnepar i Nationalpark Skjoldungernes Land. Ørnens sårbare ynglesteder Havørnen er sky og bygger kun rede på uforstyrrede steder - det er derfor altid vigtigt at undgå færdsel et godt stykke rundt om rederne. Bliver ørnene forstyrret, mens de ruger, kan de finde på at opgive reden og æggene vil gå tabt. Og da havørne ikke kan nå at genoptage yngleforsøget, vil forstyrrelser betyde, at en hel ynglesæson er tabt. På Bognæs er der skiltet med et særligt færdselsforbud i havørnens yngletid fra 1. februar til 31. juli. Forbuddet gælder den nordøstlige del af halvøen og farvandet ud for reden. Du kan opleve havørnene fra fjordkysten på østsiden, når de flyver over vandet for at fange føde. Eller se dem ude fra vandet med en god kikkert. En havørn bliver kønsmoden, når den er 5-7 år og kan i naturen blive op til 30 år gammel. Observationer fra forskellige ynglesteder viser, at når først et havørne-par har fundet et godt redested, så forbliver de der i mange år. Langsom fremgang i bestanden Havørnen var tidligere meget udbredt i Danmark, men forsvandt i 1911 som ynglefugl i landet. Havørnen genindvandrede til Danmark i 1995, og har siden været i langsom fremgang.
← Tilbage til kortet