Brohusstenen

Brohusstenen blev opdaget i 1866. Den sad i broen over Gyldens å. Stenen er usædvanlig, idet inskriptionen er anbragt på den ene smalside. Stenen er en af de få, ikke kristne runesten på Bornholm. Den er antagelig ældre end de øvrige runesten på øen. Teksten lyder ”Bove lod hugge stenen efter Thykil”. Runer blev anvendt som skrifttegn allerede i den romerske periode af jernalderen (0-400 e.Kr.). Runealfabetet bestod dengang af 24 tegn. Disse var opstillet i en særlig orden kaldet f-u-th-a-r-k efter de første 6 tegn i alfabetet. Runerne blev tidligt brugt i kortfattede indskrifter. Det kan være ejernavne og besværgelser på løse genstande af metal og træ. I begyndelsen af vikingetiden (800 e.Kr.) forenklede man futhark til at omfatte 16 tegn. Det blev nu brugt til længere, fortællende indskrifter på runesten. Vikingetidens runesten er som regel rejst som minde over døde stormænd eller faldne krigere. Man får som regel også altid af vide, hvem runeristeren var. Trods deres kortfattethed giver runestenene mange vigtige oplysninger om datidens samfund. De kan fortælle om slægtsskabsforhold, afdødes sociale position, erhverv og militære begivenheder. Skikken med at rejse runesten er antageligt kommet til Danmark fra Norge og Sverige. På Bornholm kender man henved 40 runesten. I forhold til arealet er det den egn i Danmark, hvor man kender flest runesten. I modsætning til resten af landet har runestenene på Bornholm et kristent præg. Det kan være i form af et kors eller en inskription, der beder om hjælp til sjælens frelse. Kristendommen vandt først indpas på Bornholm i midten af 1000-tallet. Traditionen med at rejse runesten er således først blevet almindelig på Bornholm, efter den var ophørt i resten af landet. De fleste runesten på Bornholm står i dag ved kirker og broer. Runestenene er her fundet genanvendt som byggematerialer. Kun i et par tilfælde kender man til runestenenes oprindelige placering på toppen af en lille høj eller ved vadesteder.