Vandrekort

Hjortebjerg

Udsigtspunkt

Hjortebjerg (107 m.o.h.) har sammen med andre højdepunkter i Jordløse Bakker en storslået udsigt over det fynske landskab og Helnæsbugten. Hjortebjerg er som en del af Jordløse Bakker den nordligste del af den bugtede højderyg, der kaldes De Fynske Alper. Dette landskab blev skabt under den sidste istid, som sluttede for ca. 11.500 år siden. Bakkerne er opstået som en stor grus- og sandudfyldning under det sidste isfremstød. Her førte smeltevandet sand og grus udover området og Hjortebjerget og Jordløse Bakker blev skabt. Danmarks Naturfond købte Jordløse Bakker i 1994 for at bevare et af Fyns største hede- og overdrevsområder. Købet blev i 2006 suppleret med den 35 hektar store Jordløse Skov mod sydøst. Store dele af skoven er på vej til at blive genskabt som overdrev. Bakkerne har kun i mindre omfang været dyrket. Kreaturer græsser på overdrevet, der er en smuk og sjælden naturtype med mange truede blomster og insekter. Hjortebjerg indgår sammen med 21 andre danske bjerge over 100 m i konceptet ’BestigBjerge’, der oprindeligt bygger på en original idé af nordmanden Roger Pihl, som i 2005 udgav bogen ”Guide til Danmarks bjerge”. Baseret på denne bjergbogs optegnelser af bjerge på over 100 meter og med et glimt i øjet udfordrer BestigBjerge mennesker i alle aldre til at bestige de danske bjerges ”svimlende højder” og skaber samtidig eminente rammer for aktivt friluftsliv, fællesskab og gode oplevelser - en sjov og huggelig fritidsfornøjelse for hele familien (se link herunder).
← Tilbage til kortet