Bavnehøj
På Bornholm var forsvaret i høj grad baseret på et lokalt landeværn, Bornholms Milits. Fra middelalderen og helt frem til midten af 1800-tallet skete alarmering i tilfælde af fjendtlige skibe i nærheden af øen ved, at man tændte bavner, forberedte bål på høje steder, og ringede med kirkeklokkerne. På disse signaler strømmede mandskabet til alarmpladserne og bemandede derefter kystskanserne. Bavnernes placering hang nøje sammen med landskabets form og bebyggelsesmønsteret. Afstanden mellem bavnerne kunne variere fra omkring 1-10 km. Fra tiden omkring 1750 kendes omkring 30 lokaliteter med bavne. Den øgede bosætning omkring øens midte medførte, at der omkring 1800 var mere end 50 bavner på øen. Selve bavnen bestod af fire lodrette stokke, holdt sammen af et kryds foroven, og var fyldt med risbrænde.
← Tilbage til kortet