Jættestuen i Skamby
På marken bag gårdene og husene i Skamby finder vi en fin lille jættestue og rundhøj med et indvendigt kammer. Der er fundet skeletdele og forskellige oldsager, heriblandt en stridsøkse, i jættestuen. Kammeret er bygget af 9 sidesten og er 3,10 m langt, 1,75 m bredt, med 2 dæksten. Gangen vender mod sydøst og er 3,45 m lang; den har 3 sidestene til den ene og 2 til den anden side. Der er 15-20 skåltegn på den ene dæksten. Skåltegn er runde fordybninger i sten, der især er kendt fra bronzealderens helleristninger. De er religiøse symboler, der kan tolkes som sol- og/eller frugtbarhedssymboler. En jættestue er et gravmonument af store sten. Eftertiden har troet, at jætterne havde bygget dem. Jættestuerne er alle bygget over en forholdsvis kort årrække i bondestenalderen omkring 3300 f.Kr. Herefter har de været brugt til flere begravelser gennem århundreder, også ind i bronzealderen. Der kan derfor være fund fra mange tidsaldre. En jættestue består af et kammer og en gang , der fører ind til kammeret. Oprindeligt har alle jættestuer været dækket af en høj af jord med randsten i kanten, men ofte er dele af eller al jorden væk som følge af vejr og vind, pløjning eller gravrøvere; eller måske en kombination af de dele. Nogle jættestuer er så store at man kan stå oprejst i dem, nogle har flere kamre, andre er af mere beskedne dimensioner. KØRSELSVEJLEDNING: Fra ”hovedgaden” Bredgade i Skamby kører man 300 meter ud ad Brøndstrupvej. Mellem Brøndstrupvej 57 og 59 er der en låge i stakittet, hvor der står ”STI” på. Bag ved den går en græssti over markerne til stedet. Vær forberedt på lidt ujævnt terræn og brændenælder.
← Tilbage til kortet