Vandrekort

Helligkorskilde i Gl. Skørping

Seværdighed

Gammel Skørpings kirke er opført i 1100-tallet. Indtil jernbanen i 1860''erne blev anlagt gennem Rold Skov var det, der i dag er Gl. Skørping, slet og ret Skørping, men det navn er for længst overtaget af Skørping stationsby, som i 1914 fik sin egen "nykirke". Kirken ligger, hvor en kilde springer, og der er næppe tvivl om, at stedet allerede i oldtiden har været et helligt sted. Da kristendommen tog over, bevarede kilden sin tiltrækningskraft, fordi den blev anset for at kunne helbrede syge mennesker. I Middelalderen blev kirken hvert år besøgt af pilgrimme i stort antal. De kom for at søge helbredelse ved Helligkorskilden, der løber blot et spadestik under kapellets gulv. Det var skik og brug, at man opsamlede det hellige vand i en ubrugt potte af ler, så derfor havde egnens pottemagere gode tider. Ved kilden opstod der kildemarked, hvor pilgrimme og lokale kunne handle, og det kunne godt gå festligt for sig. Herredsfogeden var irriteret over al den løssluppenhed og mente i øvrigt, at kildens helbredende egenskaber var overtro. I 1891 lod han derfor kilden kaste til. I 1925 fik menighedsrådet i samarbejde med Historisk Samfund gravet kilden fri igen. I dag er kilden tør, men en lille brønd vidner om det gamle, magiske sted.
← Tilbage til kortet