Vandrekort

Hallebrøndshøj

Seværdighed

Hallebrøndshøj er en jættestue opført i yngre stenalder o. 3300 f.v.t. Det specielle navn kommer af Hallebrønd, et kildevæld ved en stor klippe, der ligger i en lille lund tæt øst for jættestuen. Jættestuen undersøgtes første gang i 1820 af J.Jansen. Han fandt kun enkelte flintflækker og ravperler. I 1884 undersøgte den lokale skolelærer J.A.Jørgensen igen Hallebrøndshøj, da han udfra Jansens tegninger kunne se, at gravkammeret slet ikke var gravet i bund. Ved Jørgensens efterundersøgelse konstateredes flere lergulvlag, det yngste var dækket af flade stenfliser lagt i ler. I bundlaget fandtes henved 200 ravperler, hvoraf flere økseformede, 4 flintøkser, en halv snes flintknive, et skiferhængesmykke og 2 lerkar. Fundene kan dateres til den senere del af ”jættestuetiden” o. 3000 f.v.t. På 3 af dækstenene findes tilsammen en snes skålgruber. De formodes, ligesom en stenkiste Jansen fandt øverst i gravkammeret, at stamme fra yngre bronzealder (1100-500 f.v.t.). Hallebrøndshøj blev fredet i 1891. I 1994 blev gravkammeret restaureret og bragt tilbage i den tilstand, Jansen havde dokumenteret. Man kan gå hen til højen fra vejen.
← Tilbage til kortet