Geopark: Fakkebjerg og hatbakker

Forskere har længe diskuteret, hvordan hatbakkerne er blevet dannet, og nu har moderne forskning løftet lidt af sløret. For omkring 17.500 år siden var Langeland og Storebæltsregionen dækket af en tungeformet udløber, ’Storebæltsgletsjeren’, som var en del af Bælthav Isstrømmen. Da gletsjeren stoppede sin fremmarch, og de yderste dele af isen blev til dødis, opstod der langs kanten af den smeltende is store sprækkesystemer og lavninger på overfladen af isen. Sprækkerne og lavningerne blev fyldt med smeltevand, og der opstod issøer. Noget af det materiale, som smeltede fri af isen, blev med smeltevandet ført ud i issøerne. Her blev materialerne sorteret af vandet og aflejret som lag af ler, sand og grus. Nogle gange blev der i issøerne også aflejret lag af usorteret morænelerlignende eller meget stenrigt materiale. Det skete især under perioder med lav vandstand i søerne, hvor skred langs bredderne sendte ’tunger’ af trægt flydende, optøede jordmasser ud i søerne. På et senere tidspunkt skubbede de stadig aktive dele af ’Storebæltsgletsjeren’ til dødisen og issøerne, hvorved de opbyggede aflejringer væltede og kom til at stå lodret eller skråt. Da isen smeltede bort og søerne forsvandt, stod aflejringerne tilbage i landskabet, som de hatbakker vi kender i dag. Varierende lokale forhold har bidraget til, at hatbakkernes indhold ikke er ens - inde i landet er de generelt med færre lag af morænelerlignende og usorteret, stenet materiale end eksempelvis dem ude langs kysten mellem Bagenkop og Dovnsklint. Desuden synes lagene i hatbakkerne inde i landet også at være mere forstyrret af is-pres end lagene i bakkerne langs kysten. Mellem hatbakkerne ses lavereliggende jævne moræneflader, som stedvist er dækket af små smeltevandssletter, der er skabt af vand fra smeltende dødismasser og snedriver.