Jættestuen Bønnestenene
Jættestuer er stenbyggede grave fra bondestenalderen. De er alle opført indenfor en kort periode for omkring 5200 år siden. Bønnestenene har oprindelig været dækket af en jordhøj, men den var forsvundet inden 1882. Måske er den blevet bortgravet af skattegravere. Jættestuen blev udgravet i 1882 af den kendte bornholmske arkæolog, lærer J.A.Jørgensen. I kammeret fandtes fund fra den egentlige jættestuekultur, f.eks. flere hundrede ravperler og ornamenterede lerkarskår, men kun få flintredskaber. Desuden var der spor af en begravelse fra den lidt senere jagt- og fiskerkultur, grubekeramisk kultur. De døde blev lagt ind i gravkammeret med en række af deres personlige ejendele, våben, arbejdsredskaber og smykker. De fik også lerkar med mad og drikke med sig i graven. De skulle ikke sulte på rejsen til dødsriget. Jættestuerne blev brugt som gravsteder gennem flere hundrede år, men kun af de mest betydningsfulde familier i samfundet. Måske var det den samme fornemme slægt, der begravede sine døde i samme jættestue generation efter generation. Jættestuen adskiller sig fra de fleste danske jættestuer ved at dækstenene er ret tynde stenplader. Sten af tilsvarende slags findes ca. 5 km fra stedet.
← Tilbage til kortet