Kvindevalgrets-egen i Grenaa
Lørdag den 5. Juni 1915 blev der plantet et egetræ i Det Nye Anlæg i Grenaa. Den er kaldet Frihedsegen eller Kvindevalgsretsegen, og blev sat for at fejre, at kvinder samme år havde fået politisk ligeret i Danmark. I årene før 1915 var der i Grenaa en aktiv kvindevalgrets-forening. Den blev stiftet i 1903, og i bestyrelsen dengang sad der blandt andet fru gasværksbestyrer Pouline Bostrup, fru dyrelæge Thyra Dyekjær og fru toldforvalter Eline Hansen. Sidstnævnte blev i 1913 det første kvindelige medlem af Grenaa Byråd, og valgt på netop kvindevalgretslisten. Da kvinderne fik valgret i 1915 var det derfor nogle ambisiøse kvinder i Kvindevalgretsforeningen, der besluttede at markere dagen og retten med at plante et egetræ. Egen har været ramt af sygdom. Norddjurs Kommune holder den på bedste vis, men den ser lidt sølle ud - uden sammenligning i øvrigt.
← Tilbage til kortet