Kampen om Vatlandi
Dette eventyr tager jer på en tur rundt i det kuperede terræn i Trunderupskoven. Her er der både fiskesø, shelterplads og madpakkehus, og på særlige dage kan I også støde på riddere og trolde, når den lokale rollespilsforening mødes i skoven. I eventyret rejser I til det magiske land Vatlandi, hvor I skal hjælpe pigen Cecilia med at overbringe et helligt sværd til den gode Kong Magnus. Med det hellige sværd skal Kong Magnus vinde kampen over den onde konge Gorka, der har besat Vatlandi med sin hær af soldater og trolde. Sammen med uglen Ulrikke må Cecilia på en farefuld rejse gennem skoven, der vrimler med Gorkas soldater og trolde. Trunderupskoven er også et godt sted at køre på mountainbike, så vær opmærksom på mountainbikesporene, når I går eventyret. Eventyret slutter ved madpakkehuset, hvor I kan nyde udsigten over søen. Der er toilet med rindende vand ved søen. Startpunkt: P-pladsen ved Trunderupvej 7, 5683 Haarby
← Tilbage til kortet