Stenebjerg

En præsteindberetning fra 1624 fortæller, at der ifølge overleveringen skulle være begravet en kæmpe i langdyssen Stenebjerg. Den blev udgravet i 1820 af løjtnant J. Jansen, der for Oldsagskomissionen (det senere Nationalmuseum) foretog nogle af de ældste dokumenterede arkæologiske udgravninger i Danmark. Trods gravning fra øst- og sydsiden ind til midten af højen fandtes der dengang intet gravkammer, kun nogle spredte potteskår, forbrændte ben og trækul. Erfaringerne taler for, at langhøjen må have dækket over et eller flere gravkamre fra den ældre del af yngre stenalder, ca. 3600-3400 f.v.t. Den aflange Ø-V orienterede høj er på de tre sider omgivet af 14 op til 2 m høje isskurede sten. Kun i vestsiden mangler randstenene. Den sydøstlige hjørnesten er næsten dækket med mindst 34 skålgruber, på den nordvestlige hjørnesten findes en enkelt skålgrube. Det er mere reglen end undtagelsen, at der på de markante megalit-/storstensgrave findes helleristninger i form af skåltegn. Forud for langhøjens fredning i 1889 blev den med midler fra Nationalmuseet restaureret af skolelærer J. A. Jørgensen.